Følg mig!
Lørdag d. 4. maj 2013
På The Gospel Coalition-konferencen i Orlando var jeg til et seminar, som havde fokus på vores kald som disciple. Præsten David Platt fra Brook Hills Church i Birmingham, Alabama, ville gerne ruske os op af vores bekvemmelige kirkebænke og rakte et meget stærkt kald til at følge Jesus.
Følg mig! Så kort og klart var Jesu kald til de første disciple. Han kaldte dem til at forlade alt og følge ham og blive hans disciple. ”Alt” betyder at de forlod deres karriere og deres komfort og deres ejendele. De forlod al sikkerhed og fulgte én, der sagde, at de ville blive forfulgt og hånet, og at de skulle give afkald på alt for hans skyld, tage deres kors op og følge ham. Det involverer langt mere end at have Jesus som én af mange prioriteter i livet. Det indebærer at miste sit liv, som vi kender det.
De første disciple forlod alt og fulgte ham – selvom det kostede dem livet – fordi de så, at Jesus er Guds søn, der er kommet til jord med uendelig og frelsende kærlighed. De så at, kun i ham var der redning fra den dom og straf, som venter enhver synder. Derfor fulgte de ham og brugte resten af deres liv på at fortælle om ham og om den ubetingede kærlighed, de havde mødt hos ham.
I dag er det os, Jesus kalder til at forlade alt og følge ham. Fordi han har mødt os med den samme kærlighed, som han mødte Peter, Johannes, Maria og Andreas med. Fordi han også har givet sit liv for os, og betalt for al vores skyld og synd. Fordi vi i ham møder den samme frisættende og livgivende nåde og barmhjertighed, som de første disciple mødte hos ham.
Det betyder ikke, at vi alle skal blive lønnede medarbejdere i kristent arbejde, men det betyder, at Jesus må være vores allerførste og allerstørste prioritet, og at vi må se vores liv, vores tid, vores jobs, vores penge, alt hvad vi er og har som en mulighed for at tjene og følge ham. fordi han er Gud og ejer vores liv. Alt hvad vi er og gør må have til formål at give ære og pris til ham, der har frelst os. Også selv om det koster hån, spot og latterliggørelse og måske endda forfølgelse, ja selve livet. For ingen omkostning er for stor i forhold til det evige liv, han har vundet til os. Derfor kalder han os til at give afkald på vores selv i en tid, der kun drejer sig om selvet, om selv promovering, selv-underholdning.
Det er virkelig udfordrende! For vi er meget påvirkede af den tid, vi lever i og tendensen til at fokusere på selvet, på os selv, vores nære familie, vores egne ambitioner, osv. Og vi står i fare for af bekvemmelighedsgrunde at lave en gud, der passer til vores middelklassekultur og for at forandre Jesu budskab efter vores tanker i stedet for at tage ham på ordet. Netop derfor, tror jeg det er vigtigt, at vi tør lytte til den udfordring, vi møder her. Vi må spørge os selv, om vi lever for Jesus, eller vi lever for os selv. Lever vi for at give vores Herre og frelser ære, eller for selv at høste ære og hæder? Hvilke kors er det, du er kaldet til at bære for Jesu skyld? Hvad kan vi konkret gøre for at leve for Jesus? I vores familier, på vores jobs, i vores by, i vores menighed?
Se evt. et lille videoklip her, hvor David Platt fortæller lidt om sine tanker.
- Roar
Kommentaren er skrevet til Hedensted Valgmenigheds blog. Læg gerne en kommentar i gæstebogen.
Rigdom III - Afsavn og gavmildhed som en glæde
Onsdag d. 24. april 2013
Jeg lovede, at der snart ville komme en opfølgning. Det skete ikke snart, men her er den:
Skal vi ligefrem efterstræbe et besværligt liv fuld af afsavn. Nej, vil nogen sige. Jeg synes, ikke svaret er så entydigt endda. Paulus taler om, at vi skal bære hinandens byrder. Kan vi sige, at vi bærer andres byrder, hvis vi ikke kan mærke det? Hvis det ikke til en vis grad bliver en byrde for os selv? Og hvis vi med bevidste (økonomiske eller andre) afsavn kan gavne vores kristne bror og være et vidnesbyrd om Jesus og hans omsorg og almagt, skal vi så skråsikkert sige, at vi ikke skal efterstræbe afsavn?
Paulus siger, at han glæder sig over sine lidelser og udfylder Kristi trængsler med sin egen krop for Kirken. Mon der i dette ligger en tanke om, at vi der er privilegerede kristne, må tage vores nødstedte kristne brødres lidelser og afsavn på os, så vi i praksis står sammen med dem i trængslerne og lægger ryg til deres lidelser, fordi vi er ét i Kristus?
Det handler ikke om, at kristendommen har som ideal, at det skal gøre ondt at være kristen eller at være livsfornægtende. Men ofte kommer talen om penge, rigdom og forbrug netop til at handle om livsfornægtelse. Som om livet er i pengene! Mon ikke Herrens ord om, at det er saligere at give end at få netop viser, at generøs gavmildhed - der vil medføre personlige afsavn og indskrænkninger - er livsbekræftende og ikke livsfornægtende?
Der er mange afsavn, som vitterligt er besværlige! Men hvem har givet os denne selvfølgelige ret til, at dette besvær ikke skal være vores - hvis de penge vi sparer ved vores afsavn kan komme andre til hjælp?
Jeg tænker på kristne brødre, jeg kender i Peru. Nogle af dem lever godt nok besværligt og fattigt og uden mange bekvemmeligheder. Er der forskel på os som kristne, så at vi har mere ret til velfærd og rigdom, end de har? Måske skal vi være med til at bære deres byrder ved at sælge den ene bil og give pengene til fattigdomsbekæmpelse? Måske skal vi rejse ud og tage del i deres hverdag og hjælpe dem til selvhjælp? Måske skal vi sælge vores hus og flytte i lejlighed og lade overskuddet gå til missionen? Måske skal vi nøjes med én rejse om året og bruge pengene på Guds rige? Eller måske skal jeg åbne mit hus for gæster, der har brug for hjælp - og som måske endda sviner på gulvtæppet og i de fine designmøbler? Måske... Måske skal vi vende hele vores rettighedstænkning på hovedet og sige: Jeg har ikke ret til noget som helst. For alt jeg har, er en gave fra Herren. Og han ønsker, at jeg skal være med til at bære min næstes byrde - også selv om det i nogle tilfælde kan betyde, at der er ting, jeg ikke kan få råd til, og at livet bliver mere besværligt for mig selv.
Lad mig slutte denne serie af overvejelser om rigdom og penge med et citat af William Wilberforce, politikeren, der fik ophævet slaveriet i England. Han skriver om rigdomme: "...considering them as in themselves, acceptable, but, from the infirmity of our nature, as highly dangerous possessions; and we are to value them chiefly not as instruments of luxury or splendor, but as affording the means of honoring our heavenly Benefactor, and lessening the miseries of mankind."
Det beskriver meget godt, hvad jeg tænker om dette. Det er en glæde at kunne bruge sine penge og ejendele på at ære Gud og hjælpe næsten. Hvad tænker du? Og hvordan handler du?
- Roar
Rigdom II - en ret eller til gavmild uddeling?
Søndag d. 10. marts 2013
I min verden er meget af problemet med rigdom, penge og livstil, at det kommer til at handler om ret, altså om hvad vi mener, vi har ret til. Jeg tror ikke alle kristne er kaldet til at leve i fattigdom. Vi må glæde os over, at der er rige kristne, der samvittighedsfuldt giver til missionen. Men ofte synes jeg, at vi meget ihærdigt forsvarer vores dyre og bekvemmelige livsstil. Og jeg kan frygte, at dette forsvar nemt bliver udtryk for, at vi faktisk mener, at vi har ret til at være rige og til at have en meget højere livsstil end andre.
Her mener jeg, at vi skal turde stoppe op i vores forsvar for en rig livsstil. Vi skal lade os udfordre af spørgsmålet, om ihærdige forsvar med henvisninger til, at Bibelen ikke beder os om at opsøge lidelse og afsavn, er udtryk for, at vi i praksis har gjort rigdom og bekvemmelighed til en selvfølgelig ret. Vi kan høre eller tænke noget i retning af: "Vi bor i et rigt samfund, hvor alle andre er rige, så har vi også ret til at være det. Vi har ret til to biler, et fedt køkken og både sommer- og skiferie, osv." Men rigdom kan aldrig være en ret, for så er det noget, vi tager for givet, noget vi mener, vi kan kræve af Gud, og ikke en gave, vi modtager som velsignelse for os selv og andre.
Jeg tror på, at Gud velsigner os for at vi kan være gavmilde mod andre. Ikke kun gavmilde af vores overflod, men virkeligt gavmilde. Paulus fremhæver de fattige kristne i Makedonien. Ikke fordi de er fattige, som om det skulle være et ideal. Men fordi deres taknemmelighed til Gud over hans generøse nåde er strømmet over i gavmildhed, så de også har hjulpet andre fattige kristne økonomisk. Præcist som den fattige enke, som Jesus roser, gjorde. Det er forbilledligt for os, hvad enten vi er rige eller fattige, for det handler netop om, at vi erkender, at alt vi har, er en gave fra Gud, der giver generøst. Dermed er vores gudsbillede intakt, og vi ser os på rette plads i forhold til Gud. Det handler også om, at vi lader Guds generøse nåde bære gavmildhedens frugt i os, fordi det er den rette reaktion på hans til alle tider ufortjente nåde og velsignelser – både åndelige og materielle. Og når vi har den tilgang, så bliver det svært at fastholde rigdom og dyr livsstil som en ret.
Mere følger snart…
- Roar
Rigdom I - en velsignelse og en anfægtelse
Tirsdag d. 5. marts 2013
Et par tanker her i fastetiden om rigdom, penge, livstil - og Gud: Globalt set er vi alle rige her i DK. Derfor kan vi med rette siges at være dem, Det Nye Testamente advarer mod rigdommens farer. Farer der bl.a. består i at vi gør os afhængige af rigdom og penge, og forventer al godt og tryghed derfra.
Min påstand er, at det rykker ved vores gudsbillede, hvis vi i praksis lever i materiel uafhængighed af Gud. Vi får alt for ofte vendt tingene på hovedet ved at gøre os afhængige af velsignelsens materielle indhold, i stedet for af velsignelsen almægtige giver? Og så bliver Gud reduceret til den rent åndelige sfære i vores liv.
Det er bare så svært at leve i sand afhængighed af Gud, når vi har alt og intet mangler. Jeg tror ikke, at løsningen bare er askese og frivillig fattigdom. Måske for nogen. Men først og fremmest tror jeg, at vi trænger til at lægge paraderne og ydmygt gå ind i overvejelserne over, hvordan denne afhængighed kommer til udtryk i vores materielt rige liv.
Jeg tror, at vi her i vores rige del af verden bør være så ydmyge, at vi i hvert fald lader os anfægte af uligheden i verden og af Bibelens advarsler mod at gøre rigdom og forbrug til vores afguder. Og den villighed til at lade sig anfægte, kan jeg nogle gange have svært ved at høre, når reaktionen på disse emner ofte er: Vi må jo gerne være rige og have det godt. Det taler Bibelen ikke imod! Ja, vel må vi det, men spørgsmålet er, om vi klarer rigdommens udfordringer og fristelser særligt godt som kristne i Danmark?
Hvad tænker du?
- Roar
Den rigtige forbrydelse
Mandag d. 26. november 2012
Det er utroligt, at der kan skrives stolpe op og stolpe ned om en TV-serie fra fiktionens verden (nej, jeg har ikke set den, men den var sikkert spændende), mens den rystende forbrydelse fra det virkelige liv, som blev afdækket i dokumentaren Tyveriet af Afrika i går aftes, næsten forbigås i tavshed.
Den forbrydelse, at vi tillader mulitnationale selskaber at tømme fattige lande for værdier og at de bevidst unddrager sig skat, koster langt flere mennesker liv end i en TV-serie over 10 afsnit, og det holder millioner af mennesker i fattigdom og nød. Det er vores måde at indrette vores samfund og love på, der er skyld i dette - og det eneste vi gør ved det, er at vi sætte os hen og nyder lidt fiktionskrimi søndag aften.
Lad os nu gå ind i kampen imod fattigdom og imod de umoralske love og regler, der gør denne forbrydelse mulig og i visse tilfælde ligefrem lovlig.
- Roar
Asbjørns konfirmation
Fredag d. 8. juni 2012
Der er en første gang for alt ting, siger man. Nu har vi også prøvet at holde vores første konfirmation. Asbjørn blev konfirmeret d. 13. maj i Gårslev Kirke. Og mindsandten om ikke præsten der konfirmerede ham og hans 11 kammerater var hans egen far... Det var en stor oplevelse, at vores ældste søn sagde ja til troen og til de gaver, Gud gav ham i dåben.
Asbjørn var en rigtig flot og afslappet konfirmand, der nød dagen i fulde drag. Se nogle billeder fra hans konfirmation her: Konfirmation.
Vi havde en dejlig fest på Mørkholt Strand Camping med skønne gæster, masser af god grillmad, gode og sjove indslag og masser af tid og plads til at komme ud og lege og spille rundbold. Lige sådan en dag, vi gerne ville have!
Samtidig må man jo sige, at vi ligesom kommer i en anden liga som forældre, når først man har børn, der er konfirmeret. Men det plager os nu ikke. Vi glæer os bare over vores store dejlige søn - og over de andre to, som også både er dejlige ikke så små efterhånden.
- Roar
En meget religiøs sommer i sigte
Fredag d. 11. maj 2012
Den olympiske ild blev tændt i Hera-templet i går. Og vi tæller med spænding ned til den store begivenhed, som sikkert bliver rig på mindeværdige præstationer. Nye helte vil skrive sig ind i historiebøgerne sammen med Jesse Owen, Carl Lewis, Michael Johnson og andre koryfæer.
Men jeg skal love for, at der ved ildtændingen blev tonet rent flag, så det blev tydeligt for enhver, at det var en religiøs begivenhed. Klik her og se. Og det er egentlig fint, at det tydeliggøres at OL er en religiøs festival for den menneskelige krop og formåen. Det er dyrkelsen af artens ypperste fysiske eksemplarer, der er i centrum, og de allerbedste hyldes som var de guder.
Men også en anden gud får sin hyldest, når det handler om OL, nemlig Mammon. Der bringes så ufattelige ofre til Mammon i forbindelse med OL, at det er til at blive helt syg af. Jeg ved godt, at det er en kliche, og at OL genererer både arbejdspladser og udvikling osv. Men alligevel: Tænk, hvad vi kunne udrette, hvis man nu bare brugte 30% af OL-budgettet på at rette (lidt) op på uligheden i verden, hjælpe de nødlidende, give mad til de sultende, drive Kristus-mission og redde regnskoven!
Men vi bruger gladeligt millioner af kroner på at sende håbefulde kapgængere til OL for at få en ærefuld 32. plads. Yipiii. Vi prøver at dulme de sultnes gnavende smerte med lidt underholdning, i stedet for at lægge al menneskelig formåen og vilje i at rette op på uretfærdighed og nød.
Og behøver jeg sige, at denne sommer bliver rig på lejligheder til at deltage i i kulten for nogle af tidens mest tilbedte guder hjemme foran husaltret - eller ude i templerne? EM i fodbold begynder snart, og selv om der ikke tændes ild for EM i gamle templer, så er de samme afguder og afveje på spil her.
Jeg har ikke noget imod, at der afholdes sportsstævner som OL og EM i fodbold. Der er en tid til at feste og dyste, det har vi brug for. Men er proportionerne - både de økonomiske og de religiøse - ikke ved at være så forvrængede, at vi bør overveje, hvad det er vi bliver en del af?
God sports-sommer!
PS: Efter at have skrevet denne Forside-Kommentar læste jeg denne artikel, som vist blot underbygger pointen: Milliarddyre stadioner står øde hen.
- Roar
Udstilling på Børkop Bibliotek
Lørdag d. 5. maj 2012
I hele maj måned har jeg en udstilling af fotos fra Peru hængende på biblioteket i Børkop. Hvis du er i nærheden, så kig forbi og se de mange flotte billeder.
Udstillingen består fortinsvist af naturbilleder og portrætter/personbilleder.
Uddrag af præsentationen af udstillingen: "Peru fylder derfor meget i mit liv. Det er et land med masser af variationer, som man aldrig bliver færdig med at udforske. Lige fra ørknen langs Stillehavet, over de mægtige Andesbjerge til rengskoven i øst findes der så store forskelle og kontraster i både geografi, natur, folkeliv og traditioner, at man næppe tror, det kan rummes i et enkelt land. Men det kan det i Peru.
Jeg håber at billederne kan formidle bare en smule af den kærlighed, jeg har til Peru, dets historie, natur og ikke mindst det peruanske folk. God fornøjelse!"
- Roar
Nye jobs - ny tilværelse
Tirsdag d. 24. april 2012
I løbet af de sidste uger, har vi lagt an til en større kolbøtte i vores familie. Både Merete og jeg har opsagt vores nuværende stillinger, fået nye og sat huset til salg! Merete begynder pr. 1. maj i en deltidsstilling som organist ved Engum Kirke. Hun fortsætter indtil 1. august med et par opgaver for Indre Mission, men fratræder selve stillingen som musiksekretær.
Jeg skal fra 1. august være præst for valgmenigheden i Hedensted. Efter 5 gode år i Bibellæser-Ringen ønskede jeg at prøve noget nyt. Jeg har gennem de snart 1½ år, jeg har været ordineret holdt en del gudstjenester og virket aktivt med som frivillig præst her i Gårslev. Og da jeg hørte, at menigheden i Hedensted skulle have ny præst, kunne jeg se, at dette var en god mulighed for mig for at få præstetjeneste i en engageret og medlevende menighed. Så det var skønt, at menigheden også kunne se mulighederne for et godt samarbejde og valgte mig som deres kommende præst.
Der følger en bolig med stillingen i Hedensted, så vi håber at få solgt huset inden længe. Måske du kender nogen...?
Vi glæder os meget til de nye opgaver og den nye hverdag, der følger med. Vi er taknemmelige til Gud for, at han lægger nye opgaver foran os, og at han er en fast klippe midt i alle forandringerne. Gud viser gang på gang, at han sørger for os, og det tror vi også, at han vil gøre i det nye, vi går ind i.
- Roar
Læs tidligere indlæg under Diverse/Forside-kommentaren Arkiv |
04.05.13: Forside-Kommentaren
