Til forsidenSend en e-mailSøgefunktionSitemap over hele siden
Forside
Familien Steffensens hjemmeside

Følg Roars Peru-missionsprojekt på projektets hjemmeside
Læs mere på Peru-bloggen og i Nyhedsbrevene.
Tilmeld dig nyhedsbreve fra projektet her ved siden af. Seneste nyhedsbrev 14. august 2014.

VELKOMMEN til at se dig omkring - og til at følge med i vores lille tjeneste for den STORE GUD.
 12.12.14: Forside-Kommentaren
 27.10.14: Fotoalbum
 22.10.14: Lyt til en prædiken
 22.10.14: Forside-Kommentaren
 01.10.14: Fotoalbum
Navn:
Email:
Afmeld?

Sandhed i en fejl
Torsdag d. 11. december 2014
Den anden dag skulle jeg notere et emne til en bibeltime. Titlen var ”Vores magtesløshed – Guds styrke” ud fra den beretning, jeg omtalte i blogindlægget ”Yes we can! Eller…?” om kong Joshafat, der står hjælpeløs overfor en fjendtlig hær. Men i sin magtesløshed beder han den almægtige Gud om hjælp. Og Gud viser sin styrke og redder Joshafat og folket.

Men jeg byttede om på ordene og skrev: Guds magteløshed, vores styrke. Jeg opdagede det straks og skulle lige til at rette fejlen. Men så gik sandheden i min fejl op for mig. For det er jo netop det, vi fejrer i Julen. At Gud i sin søn, Jesus, lod sig blive lige så magtesløs som en lille baby. At han blev hjælpeløs som os her midt i vores verden fuld af nød, sorg og synd. Og han nøjedes ikke med julenattens uanseelige ankomst til vores jord, han blev ved med at vandre frem i ydmyghed på vej mod korset i Jerusalem, hvor han opgav al ære og herlighed. Under tortur og spot blev han klynget op på et kors og led en forbryders smertelige død.


Men netop fordi, den almægtige Gud gjorde sig magtesløs ved at Jesus tog vores elendighed og hjælpeløshed på sig, var ydmyg og opgav sit liv, kan vi se en vej ud af mørke og nød. Hans magtesløshed er blevet vores styrke, ja vores eneste håb. Vi står magtesløse over for den store hær (synden, døden og Djævelen), men Jesus besejrede det alt sammen. Han blev ikke i magtesløsheden, men opstod fra døden. Og når vi stoler på ham, er hans sejr vores sejr. Derfor har vi håb og tør tro på, at vi må have en lys fremtid i Guds nærvær.


Så stor sandhed og rigdom kan der gemme sig i en simpel lille fejl!

- Roar



Yes we can! Eller...?
Onsdag d. 22. november 2014

Barack Obama blev valgt første gang på det optimistiske og let sælgelige motto: Yes we can! Ja, vi kan. Et fængende slogan, der udtrykte fremtidstro og tillid til egne evner både som individer og nation. Yes! Vi kan vinde over de store udfordringer og skabe en bedre fremtid.

Sådan får vi også ofte at vide, at vi skal reagere overfor udfordringer og livet i det hele taget. Vi skal finde optimisme og løsninger inden i os selv. Det kan være fint nok, men man kan også blive træt af hele tiden at skulle pille i sig selv. Og virkeligheden er jo, at det ofte netop ikke giver grund til optimisme at kigge ind i sig selv.

Kong Joshafat reagerede helt anderledes, da han stod overfor et stort problem i form af en fjendtlig hær. Han pustede sig ikke op i national stolthed og med ubegrundet optimisme. Han prøvede ikke at give indtryk af, at han havde alt under kontrol, og at han nok skulle overvinde fjenden. Han var i stedet ydmyg og viste sit folk, at han følte sig hjælpeløs. Hans bøn i 2. Krønikebog 20,12-13 er ydmyg og ærlig: ”Vor Gud, fæld dom over dem, for vi står afmægtige over for denne store hær, som kommer imod os. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore øjne er rettet mod dig.”

Vi kender alle til at være hjælpeløse og til at vores kræfter ikke slår til. Situationer, hvor vi kommer til kort og blot er magtesløse. I disse situationer må vi gøre som Joshafat og søge hjælpen hos ham, der har magt og kærlighed til at gribe ind. Det er ikke os, der kan. Kampen er Guds, han vil føre sin vilje igennem. Derfor er bønnen til den Almægtige, der har lovet at være os nær, langt stærkere end tom optimisme og vores begrænsede evner og kræfter.
- Roar



Det store familiedrama
Fredag d. 11. juli 2014
Det er lidt af et familiedrama, der udspiller sig den historie, Jesus fortæller i Lukas 15,11-32. En far bliver vraget af sin oprørske søn, der stikker af hjemmefra og formøbler en stor del af familiearven. Og den ansvarsfulde og hårdtarbejdende men bitre storebror, der ikke vil vide af hverken sin hjemvendte lillebror eller sin kærlige far. Det ligner drejebogen til en god amerikansk familieserie fuld af intriger, opgør, kærlighed og had. Eller måske ligner det bare hverdagen derhjemme hos os selv, hvor det med de familiære relationer også ofte volder problemer.

Det er faktisk hele menneskehedens drama om vores forhold til Gud, der fortælles i denne gribende beretning, hvor Gud selv har hovedrollen som faren og vi har birollerne som de to brødre.

De to brødre troede på hver sin måde, at det var deres måde at være på, der afgjorde deres forhold til deres far. Og sådan tænker vi også ofte. Vi tror, at Gud fordømmer os, fordi vi har vendt ham ryggen og formøblet det liv, han har givet os. Eller vi tænker, at Gud skal belønne os, fordi vi er bedre en andre.

Men Jesu fortælling viser os, at vores forhold til Gud, vores frelse og evige liv, ikke afhænger af, hvad vi gør og kan. Det hviler alene på én ting: At Gud er en nådig Far. Ved dåb og tro blev vi ind i hans familie og har en plads i hans hus og del i arven i Guds rige. Vi kan ikke gøres os mere eller mindre fortjent til at blive Guds børn og få plads i hans hus. Nej, vi kom der, vi er der og vi bliver der, alene af Guds nåde.

Det bliver en lys og mild sommer i nådens solskin, hvis vi kan finde hvile i, at alt afhænger af ham. Alt får vi af ham, fordi han er vores far. Fordi han er, som han er, og ikke fordi vi er, som vi er.
- Roar




Kaninen og korset
Mandag d. 30. juni 2014
Jesus siger: ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.”

Der var en ung kristen, der havde en stærk længsel efter følge Jesus. Han besøgte en ældre kristen, om hvem det hed, at han aldrig havde mistet kærligheden til Kristus. Den unge spurgte ham, hvorfor så mange kristne i begyndelse er ivrige efter at følge Jesus, men senere glider ind i en behagelig, lunken og rituel kristendom, og ender med leve deres liv efter de samme principper som almindelige, sekulariserede mennesker.

Den ældre mand svarede ved at fortælle historien om den gang hans hund havde opdaget en kanin, der løb over marken. Hunden satte straks efter kaninen, og jagtede den intenst over marker og bakker. Derved tiltrak den andre hundes opmærksomhed, og efterhånden kastede mange hunde sig ind i jagten. Men snart begyndte de første at give op, trætte af jagten, forvirrede over de skiftende retninger de løb i. Til sidst var der kun den ældre mands hund tilbage i jagten på kaninen. Og, sagde han til den unge, her i har du svaret på dit spørgsmål.

Den unge var lidt forvirret og spurgte: Hvad var sammenhængen mellem kaninjagten og længslen efter Gud?

Den ældre svarede, at det egentlige spørgsmål var, hvorfor de andre hunde ikke fortsatte jagten, men opgav? Og svaret er, at de ikke havde set kaninen. Det var kun hans hund, der havde set den, og hvis ikke man ser byttet bliver jagten for besværlig. Man vil mangle passionen og den nødvendige beslutsomhed til at forsætte jagten.

At være Jesu discipel har sin pris, og har vi ikke for alvor set ham, som vi følger efter, så bliver livet som kristen for besværligt. Og så ender vi som tårnbyggeren, der måtte opgive sit byggeri, fordi han ikke havde beregnet, om han faktisk havde råd til at gøre det færdigt. Eller som kongen, der vil drage i krig, men ydmyget må give op, fordi overmagten er for stor. Det handler om at have set, hvem Jesus virkelig er. Set at han er Guds evige og almægtige Søn, og at han er vores nådige frelser. Vi må se ham som vores ét og alt og være afhængige af hans nåde, for kun det giver passion og kraft til at bære discipellivets kors.
- Roar 



Herlige fodtrin
Tirsdag d. 17. juni 2014
”Hvor herligt lyder fodtrinnene af dem, der bringer godt budskab!” står der i Esajas' Bog 52,7. Lad mig fortælle om nogle herlige fodtrin, jeg hørte en gang.

Jeg var i Mejía, en lille by ved Stillehavet, hvor jeg skulle have bibelundervisning et par dage i den lokale kirke. Her oplevede jeg, hvordan mine fodtrin blev lyttet til og modtaget med glæde. Det var en menighed med en del nye kristne, og med stor hunger efter at høre Guds ord forkyndt og undervist. Og det første, de spurgte mig om, da jeg mødte dem den første aften var: Hvornår kan du komme igen? Og det sidste de spurgte mig om var: Hvornår kan du komme igen? De ønskede bare at høre mere og at lære mere om Guds ord.

Men det var nu andens fodspor, jeg stadig kan høre for mig. Det er Damianas. Hun tænkte, at det var med at udnytte det, når nu missionæren var på besøg, så hun inviterede mig til at komme til hendes hus næste eftermiddag. Hun fortalte, at hun en gang imellem samlede de unge i sit hjem for at fortælle dem om Jesus og læse lidt i Bibelen for dem. Da jeg dukkede op, løb hun stadig rundt og bankede på dørene i nabolaget. Jeg så bogstavelig talt hendes fodspor på de sandede gader rundt til naboerne. Og snart var vi 14-15 mennesker forsamlet, både unge og ældre. Damiana havde været rundt og invitere sine naboer i kvarteret, for hun ville så gerne have, at de skulle komme til at kende Jesus. Jeg fik lov at prædike for dem, og de blev inviteret til kirken og vi fik kiks og sodavand og havde en dejlig eftermiddag sammen.

Det var mig, der havde titel af at være missionær, men Damiana gik så sandelig også i Guds store mission. Hun brændte for at naboer og bekendte skulle blive frelst, og hendes fodspor rundt i kvarteret var herlige. Det er den samme villighed til at gå, og den samme brand for vores naboer og mennesker omkring os, Gud ønsker at give os, når han kalder os til at gå og til at være med i hans store mission.

Hvem bliver du bedt om at gå til? Hvor skal man høre dine fodtrin, og høre dem genlyde af tro og glæde over Jesus?
- Roar



Arvids konfirmation

Mandag d. 26. maj 2014
Two down, one to go! Søndag d. 4. maj blev Arvid konfirmeret i Hedensted Valgmenighed. Så nu er to af vores tre drenge konfirmeret. Arvid var eneste konfirmand, og det tog selvfølgelig helt cool og med oprejst pande. Og fordelen er, at man kan have alle gæster med i kirke. Det var en festlig gudstjeneste, hor Arvid selv spillede med på cajón til en af lovsangene. Det var stort, at høre ham sige ja til og give hånd på den kristne tro.

Vi holdt festen i Hedensted Missionshus med dejlige gæster, masser af god mad og hygge. Der var gode ord og sjove indslag med mange gode minder. Alt sammen fuldt fortjent, for han er en dejlig dreng. Og Arvid nød dagen fuldt, som det også kan ses på billederne fra dagen her: Konfirmation.

Så nu mangler vi kun at få Hjalte konfirmeret. Men der er heldigvis tre år endnu.
- Roar



Den anden vækkelse
Torsdag d. 30. januar 2014
Under mit ophold i Peru talte jeg med tidligere generalsekretær i NLM og nuværende rektor på SETELA i Arequipa, Ola Tulluan, om forholdene i Peru. Han ser med alvor på situationen i kirken her. Der ofte konflikter mellem brødrene, der betyder, at mange tænker mere på hævn over den, der har fornærmet dig, end i at leve i nåden, så du selv rækker nåde og tilgivelse til andre.

Bibelundervisningen prioriteres ikke særlig højt. Ofte ser der ud til, at der er mere fokus på det institutionelle og aktiviteter, frem for kirkens og brødrenes åndelige velfærd.

Ola Tulluan brugte et udtryk, som jeg ikke havde hæftet mig ved før, men som virkelig passer godt på forholdene her i Peru. Han henviste til en ethiopisk kirkeleder, der havde talt om den første vækkelse. Det var tiden, da mange sluttede sig til kirken. Mange blev døbt og kirken voksede numerisk. Men det var først, da den anden vækkelse kom, at mennesker for alvor greb nådens virkelighed, så de fik troen på det frigørende evangelium ind i hjertet og ud i livet.

Det er denne anden vækkelse, vi venter på og beder om her i Peru. Bed om, at den må komme snart!
- Roar


 
Læs tidligere indlæg under Diverse/Forside-kommentaren Arkiv