Til forsidenSend en e-mailSøgefunktionSitemap over hele siden
Forside
Familien Steffensens hjemmeside
 Første efterårsdag 2014.
Se flere billeder i fotoalbummet.

Følg Roars Peru-missionsprojekt på projektets hjemmeside
Læs mere på Peru-bloggen og i Nyhedsbrevene.
Tilmeld dig nyhedsbreve fra projektet her ved siden af. Seneste nyhedsbrev 14. august 2014.

VELKOMMEN til at se dig omkring - og til at følge med i vores lille tjeneste for den STORE GUD.
 22.10.14: Lyt til en prædiken
 22.10.14: Forside-Kommentaren
 01.10.14: Fotoalbum
 14.08.14: Sidste nyt
 15.07.14: Fotoalbum
Navn:
Email:
Afmeld?

Yes we can! Eller...?
Onsdag d. 22. november 2014
Barack Obama blev valgt første gang på det optimistiske og let sælgelige motto: Yes we can! Ja, vi kan. Et fængende slogan, der udtrykte fremtidstro og tillid til egne evner både som individer og nation. Yes! Vi kan vinde over de store udfordringer og skabe en bedre fremtid.

Sådan får vi også ofte at vide, at vi skal reagere overfor udfordringer og livet i det hele taget. Vi skal finde optimisme og løsninger inden i os selv. Det kan være fint nok, men man kan også blive træt af hele tiden at skulle pille i sig selv. Og virkeligheden er jo, at det ofte netop ikke giver grund til optimisme at kigge ind i sig selv.

Kong Joshafat reagerede helt anderledes, da han stod overfor et stort problem i form af en fjendtlig hær. Han pustede sig ikke op i national stolthed og med ubegrundet optimisme. Han prøvede ikke at give indtryk af, at han havde alt under kontrol, og at han nok skulle overvinde fjenden. Han var i stedet ydmyg og viste sit folk, at han følte sig hjælpeløs. Hans bøn i 2. Krønikebog 20,12-13 er ydmyg og ærlig: ”Vor Gud, fæld dom over dem, for vi står afmægtige over for denne store hær, som kommer imod os. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore øjne er rettet mod dig.”

Vi kender alle til at være hjælpeløse og til at vores kræfter ikke slår til. Situationer, hvor vi kommer til kort og blot er magtesløse. I disse situationer må vi gøre som Joshafat og søge hjælpen hos ham, der har magt og kærlighed til at gribe ind. Det er ikke os, der kan. Kampen er Guds, han vil føre sin vilje igennem. Derfor er bønnen til den Almægtige, der har lovet at være os nær, langt stærkere end tom optimisme og vores begrænsede evner og kræfter.
- Roar



Det store familiedrama
Fredag d. 11. juli 2014
Det er lidt af et familiedrama, der udspiller sig den historie, Jesus fortæller i Lukas 15,11-32. En far bliver vraget af sin oprørske søn, der stikker af hjemmefra og formøbler en stor del af familiearven. Og den ansvarsfulde og hårdtarbejdende men bitre storebror, der ikke vil vide af hverken sin hjemvendte lillebror eller sin kærlige far. Det ligner drejebogen til en god amerikansk familieserie fuld af intriger, opgør, kærlighed og had. Eller måske ligner det bare hverdagen derhjemme hos os selv, hvor det med de familiære relationer også ofte volder problemer.

Det er faktisk hele menneskehedens drama om vores forhold til Gud, der fortælles i denne gribende beretning, hvor Gud selv har hovedrollen som faren og vi har birollerne som de to brødre.

De to brødre troede på hver sin måde, at det var deres måde at være på, der afgjorde deres forhold til deres far. Og sådan tænker vi også ofte. Vi tror, at Gud fordømmer os, fordi vi har vendt ham ryggen og formøblet det liv, han har givet os. Eller vi tænker, at Gud skal belønne os, fordi vi er bedre en andre.

Men Jesu fortælling viser os, at vores forhold til Gud, vores frelse og evige liv, ikke afhænger af, hvad vi gør og kan. Det hviler alene på én ting: At Gud er en nådig Far. Ved dåb og tro blev vi ind i hans familie og har en plads i hans hus og del i arven i Guds rige. Vi kan ikke gøres os mere eller mindre fortjent til at blive Guds børn og få plads i hans hus. Nej, vi kom der, vi er der og vi bliver der, alene af Guds nåde.

Det bliver en lys og mild sommer i nådens solskin, hvis vi kan finde hvile i, at alt afhænger af ham. Alt får vi af ham, fordi han er vores far. Fordi han er, som han er, og ikke fordi vi er, som vi er.
- Roar




Kaninen og korset
Mandag d. 30. juni 2014
Jesus siger: ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.”

Der var en ung kristen, der havde en stærk længsel efter følge Jesus. Han besøgte en ældre kristen, om hvem det hed, at han aldrig havde mistet kærligheden til Kristus. Den unge spurgte ham, hvorfor så mange kristne i begyndelse er ivrige efter at følge Jesus, men senere glider ind i en behagelig, lunken og rituel kristendom, og ender med leve deres liv efter de samme principper som almindelige, sekulariserede mennesker.

Den ældre mand svarede ved at fortælle historien om den gang hans hund havde opdaget en kanin, der løb over marken. Hunden satte straks efter kaninen, og jagtede den intenst over marker og bakker. Derved tiltrak den andre hundes opmærksomhed, og efterhånden kastede mange hunde sig ind i jagten. Men snart begyndte de første at give op, trætte af jagten, forvirrede over de skiftende retninger de løb i. Til sidst var der kun den ældre mands hund tilbage i jagten på kaninen. Og, sagde han til den unge, her i har du svaret på dit spørgsmål.

Den unge var lidt forvirret og spurgte: Hvad var sammenhængen mellem kaninjagten og længslen efter Gud?

Den ældre svarede, at det egentlige spørgsmål var, hvorfor de andre hunde ikke fortsatte jagten, men opgav? Og svaret er, at de ikke havde set kaninen. Det var kun hans hund, der havde set den, og hvis ikke man ser byttet bliver jagten for besværlig. Man vil mangle passionen og den nødvendige beslutsomhed til at forsætte jagten.

At være Jesu discipel har sin pris, og har vi ikke for alvor set ham, som vi følger efter, så bliver livet som kristen for besværligt. Og så ender vi som tårnbyggeren, der måtte opgive sit byggeri, fordi han ikke havde beregnet, om han faktisk havde råd til at gøre det færdigt. Eller som kongen, der vil drage i krig, men ydmyget må give op, fordi overmagten er for stor. Det handler om at have set, hvem Jesus virkelig er. Set at han er Guds evige og almægtige Søn, og at han er vores nådige frelser. Vi må se ham som vores ét og alt og være afhængige af hans nåde, for kun det giver passion og kraft til at bære discipellivets kors.
- Roar 



Herlige fodtrin
Tirsdag d. 17. juni 2014
”Hvor herligt lyder fodtrinnene af dem, der bringer godt budskab!” står der i Esajas' Bog 52,7. Lad mig fortælle om nogle herlige fodtrin, jeg hørte en gang.

Jeg var i Mejía, en lille by ved Stillehavet, hvor jeg skulle have bibelundervisning et par dage i den lokale kirke. Her oplevede jeg, hvordan mine fodtrin blev lyttet til og modtaget med glæde. Det var en menighed med en del nye kristne, og med stor hunger efter at høre Guds ord forkyndt og undervist. Og det første, de spurgte mig om, da jeg mødte dem den første aften var: Hvornår kan du komme igen? Og det sidste de spurgte mig om var: Hvornår kan du komme igen? De ønskede bare at høre mere og at lære mere om Guds ord.

Men det var nu andens fodspor, jeg stadig kan høre for mig. Det er Damianas. Hun tænkte, at det var med at udnytte det, når nu missionæren var på besøg, så hun inviterede mig til at komme til hendes hus næste eftermiddag. Hun fortalte, at hun en gang imellem samlede de unge i sit hjem for at fortælle dem om Jesus og læse lidt i Bibelen for dem. Da jeg dukkede op, løb hun stadig rundt og bankede på dørene i nabolaget. Jeg så bogstavelig talt hendes fodspor på de sandede gader rundt til naboerne. Og snart var vi 14-15 mennesker forsamlet, både unge og ældre. Damiana havde været rundt og invitere sine naboer i kvarteret, for hun ville så gerne have, at de skulle komme til at kende Jesus. Jeg fik lov at prædike for dem, og de blev inviteret til kirken og vi fik kiks og sodavand og havde en dejlig eftermiddag sammen.

Det var mig, der havde titel af at være missionær, men Damiana gik så sandelig også i Guds store mission. Hun brændte for at naboer og bekendte skulle blive frelst, og hendes fodspor rundt i kvarteret var herlige. Det er den samme villighed til at gå, og den samme brand for vores naboer og mennesker omkring os, Gud ønsker at give os, når han kalder os til at gå og til at være med i hans store mission.

Hvem bliver du bedt om at gå til? Hvor skal man høre dine fodtrin, og høre dem genlyde af tro og glæde over Jesus?
- Roar



Arvids konfirmation

Mandag d. 26. maj 2014
Two down, one to go! Søndag d. 4. maj blev Arvid konfirmeret i Hedensted Valgmenighed. Så nu er to af vores tre drenge konfirmeret. Arvid var eneste konfirmand, og det tog selvfølgelig helt cool og med oprejst pande. Og fordelen er, at man kan have alle gæster med i kirke. Det var en festlig gudstjeneste, hor Arvid selv spillede med på cajón til en af lovsangene. Det var stort, at høre ham sige ja til og give hånd på den kristne tro.

Vi holdt festen i Hedensted Missionshus med dejlige gæster, masser af god mad og hygge. Der var gode ord og sjove indslag med mange gode minder. Alt sammen fuldt fortjent, for han er en dejlig dreng. Og Arvid nød dagen fuldt, som det også kan ses på billederne fra dagen her: Konfirmation.

Så nu mangler vi kun at få Hjalte konfirmeret. Men der er heldigvis tre år endnu.
- Roar



Den anden vækkelse
Torsdag d. 30. januar 2014
Under mit ophold i Peru talte jeg med tidligere generalsekretær i NLM og nuværende rektor på SETELA i Arequipa, Ola Tulluan, om forholdene i Peru. Han ser med alvor på situationen i kirken her. Der ofte konflikter mellem brødrene, der betyder, at mange tænker mere på hævn over den, der har fornærmet dig, end i at leve i nåden, så du selv rækker nåde og tilgivelse til andre.

Bibelundervisningen prioriteres ikke særlig højt. Ofte ser der ud til, at der er mere fokus på det institutionelle og aktiviteter, frem for kirkens og brødrenes åndelige velfærd.

Ola Tulluan brugte et udtryk, som jeg ikke havde hæftet mig ved før, men som virkelig passer godt på forholdene her i Peru. Han henviste til en ethiopisk kirkeleder, der havde talt om den første vækkelse. Det var tiden, da mange sluttede sig til kirken. Mange blev døbt og kirken voksede numerisk. Men det var først, da den anden vækkelse kom, at mennesker for alvor greb nådens virkelighed, så de fik troen på det frigørende evangelium ind i hjertet og ud i livet.

Det er denne anden vækkelse, vi venter på og beder om her i Peru. Bed om, at den må komme snart!
- Roar



Færdig DVD og klar til afrejse
Tirsdag d. 30. december 2013

Tirsdag d. 17. december blev mit store præstekontor her i Hedensted omdannet til en filmscene. Filmmand og producer Silas Sakskjær og hans makker, Andreas Sahl, kom med hele tre kameraer, adskillige meter kabler, lyskilder, mikrofoner og en OB-boks, hvorfra Silas styrede optagelserne.

Det tog sin tid at få alt grejet på plads og få en god "scene" stillet an. Men efter et par timers forberedelse kunne jeg gå i gang med undervisningen, som blev optaget lektion for lektion. Det hele blev optaget med stor kyndighed og professionalisme.

Nu har jeg fået den færdige DVD og afsnittene er også lagt på youtube. Og det er lavet rigtig godt. Så nu pakker jeg det hele i kufferten og tager det med, når jeg om få dage rejser til Peru. Jeg håber og beder til, at materialet så også kan bruges i undervisningen på bibelskolen og i oplæring i kirkerne. Tak for forbøn for rejse og undervisning i januar.
- Roar




Pedaltramp for Peru-projektet
Onsdag d. 9. oktober 2013
Jeg er meget taknemmelig for den gode indsats, som alle givere, sponsorer og forbedere gør for at missionsprojektet kan realiseres og blive til gavn for bibelskolen i Peru. Alligevel har jeg lyst til at nævne en særlig indsats: Teenklubben i Gårslev, hvor jeg har været leder, da vi boede der, tog projektet til sig og ville gerne lave et sponsorløb for at samle penge ind. Jeg blev selvsagt glad for, at de unge mennesker ville knokle en fredag aften for dette projekt. Og jeg tænkte, at det ville været flot, hvis de kunne køre 500-1000 kr. ind. Fredag d. 13. september pumpede de unge cyklerne og trampede til i pedalerne, mens de blev bakket op af et heppekor af forældre og andre lokale.

I fredags fik jeg symbolsk overrakt en check pålydende beløbet, som de hårdtarbejdende teenagere og deres ledere havde knoklet sammen: 8.165 kr.! Jeg er virkelig imponeret og beæret over indsatsen - både fra cykelryttere, sponsorer og det gode heppekor, der hjalp teenagere og ledere til at træde ekstra hårdt i pedalerne.
Det er godt at opleve, at unge kristne i Danmark på den måde hjælper unge kristne i Peru. For pengene kommer Bibelskolen CLET til gavn i form af de materialer, jeg skal lave, så de unge i Peru kan blive ved med at få god og spændende undervisning på CLET.
- Roar



Hjælpen fra Herren ER plan A
Fredag d. 13. september 2013
OB-træner Troels Bech har ikke altid lige stort held eller dygtighed med sit fodboldhold på banen. Men han er altid leveringsdygtig i gode og skæve kommentarer. Det var også tilfældet, da OB skulle møde et kristent Serie 2 hold i pokalturneringen:

- Jeg nægter at tro på, at Gud i sine mange andre gøremål også har en pokalkamp i anden runde på dagsordenen. Vi vil da også gerne have hjælp fra Vorherre, men det er ikke vores plan A. Vi er nødt til at levere en indsats først, før vi kan tillade os at håbe på spirituel doping, sagde Troels Bech til DR Sporten før kampen.

Det er godt sagt – men det afslører også, at Troels Bech trods sin positive bekræftelse af Guds eksistens, nok ikke abonnerer på Bibelens syn på hverken Gud eller menneskelivet. For Bibelens vidnesbyrd er fra ende til anden, at Gud Herren altid må og skal være plan A!

Troels Bech er fortaler for det syn, mennesker naturligt har på tilværelsen: Vi skal skabe vores egen lykke ved at fortjene os til den. Vi skal yde, før vi kan nyde. Selv Guds hjælp skal vi gøre os fortjent til. Så vi arbejder og knokler i egen kraft, og vi søger vores egne løsninger og bruger egne midler på at opnå det gode. Vi er selv plan A.

Bibelen siger: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Det handler om at have Gud som plan A, og om at begynde med ham. Finde sin identitet og sin mening i, at han er alle tings skaber og Herre, og at alt hvad vi er og har kommer fra ham. Derfor skal vi søge ham først. Det kommer også til udtryk i det gamle kloster-motto: Bed og arbejd. Begynd med plan A: At bede til Herren og søge hans hjælp og velsignelse. Og gå så ud og gør dit arbejde og gør en god og samvittighedsfuld indsats. Men gør dit arbejde og din indsats i bevidstheden om, at uden Herren, ville du ikke have hverken arbejde eller evner til at udføre det. Uden Herrens velsignelse, ville dit arbejde ikke bære frugt.

Hvad der gælder om menneskelivet gælder også når vi bringer det endnu større spørgsmål om menneskets frelse og det evige liv ind i billedet. Også her er menneskets naturlige indstilling helt Troels Bech’sk: Vi skal levere en indsats og gøre det så godt som vi kan, og så håbe på lidt hjælp fra Vorherre og lidt åndelig doping, der kan tager os det sidste stykke ad vejen. Altså: frelsen er noget vi fortjener ved at leve et godt liv og levere en god indsats. Dette er plan A for mange mennesker, når det handler om frelsen.

Men Bibelen fortæller, at Guds nåde ikke bare er plan A, men den eneste plan, vi kan og skal holde os til for at få del i Guds frelse og det evige liv: ”For af den nåde er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven.” (Efeserbrevet 2,8). Vi får ikke del i syndernes forladelse og det evige liv, fordi vi gør en indsats eller anstrenger os. Det er en gave, vi får helt gratis, alene af Guds godhed og nåde. Kristus har gjort alt, hvad der skal til for menneskers frelse, da han leverede den største indsats og gav sit liv for mennesker og overvandt vores værste fjender: synden, døden og Djævelen.

I alle vores mange gøremål og forskellige livssituationer må hjælpen fra Herren altid være plan A: Uden Herrens hjælp er vores anstrengelser og planer forgæves, men når han er vores første og største prioritet, og den vi søger al hjælp og frelse fra, så lægger vi vores liv i den stærkestes kærlige hænder. Og han har ikke brug for en plan B.
- Roar
Læg gerne en kommentar til indlægget i gæstebogen.



Vækkelse
Onsdag d. 26. juni 2013
På The Gospel Coalition konferencen i Orlando, var jeg til et meget interessant seminar med Tim Keller om vækkelse.
Vækkelse er Helligåndens værk, og det sker som en intensivering af Åndens normale gerning, som er at overbevise om synd, kalde til omvendelse, give frelsesvished og helliggørelse. Det er netop disse ting, en vækkelse består af.

Keller påpeger, at der findes 5 følgende kendetegn på en sand vækkelse. 
1)  Evangeliet bliver genvundet. Det sande evangelium om nåden og frelsen alene i Kristus bliver vundet tilbage fra enten liberal teologi eller fra lovtrældom. Når evangeliet bliver genfundet, så fører det til et evangeliecentreret og nådesfyldt kristenliv.
2) Sand omvendelse. Mennesker kommer ind i ærefrygt for Gud og erkender sin egen synd og fortabthed. Synden bliver i sandhed bekendt og mennesker vender sig væk fra deres syndige liv.
3) Inspirerede gudstjenester/fælles tilbedelse. En oplevelse af, at Gud er nær i vores tilbedelse og gudstjeneste. En evangeliserende gudstjeneste, der viser ikke-kristne, at Gud er til stede.
4) Kirkevækst. Der kan godt være kirkevækst uden vækkelse, men ikke vækkelse uden kirkevækst. Modernisering og nye former kan godt trække mennesker til. Men sand vækkelse og åndelig fornyelse, der fører til Kristus-glæde er Guds værk.
5) Ekstraordinær bøn. Ikke blot bøn for egne og menighedens behov ved vores ugentlige bedemøder, men intensiveret og ekstraordinær bøn om Guds vilje og Guds nærvær og for Gudsrigets fremgang.

Keller understregede, at dette ikke er en metode, vi bare kan anvende, men at det er teologiske tegn på sand vækkelse. Det vi kan og skal gøre er at sørge for at disse tegn findes hos os: Vi skal prædike og leve efter evangeliet, vi skal prædike til syndserkendelse og omvendelse, vi skal holde gudstjenester i ærefrygt for og tilbedelse af Gud, vi skal evangelisere og bede om vækkelse og Guds gerning i blandt os. Om han så sender vækkelse, er op til Gud.

Jeg længes virkelig efter vækkelse! Længes efter at se mennesker give deres liv til Jesus, vende om fra synd og begynde at leve efter Guds ord. Jeg længes efter at se det i mit eget liv, i kirkens liv og her i vores land. Lad os bede om vækkelse!

Hvad tænker du? Kan der komme vækkelse her? Hvordan står det til med de 5 tegn hos os?
- Roar 

Kommentaren er skrevet til Hedensted Valgmenigheds blog. Læg gerne en kommentar i gæstebogen her på siden.



Følg mig!
Lørdag d. 4. maj 2013
På The Gospel Coalition-konferencen i Orlando var jeg til et seminar, som havde fokus på vores kald som disciple. Præsten David Platt fra Brook Hills Church i Birmingham, Alabama, ville gerne ruske os op af vores bekvemmelige kirkebænke og rakte et meget stærkt kald til at følge Jesus. 

Følg mig! Så kort og klart var Jesu kald til de første disciple. Han kaldte dem til at forlade alt og følge ham og blive hans disciple. ”Alt” betyder at de forlod deres karriere og deres komfort og deres ejendele. De forlod al sikkerhed og fulgte én, der sagde, at de ville blive forfulgt og hånet, og at de skulle give afkald på alt for hans skyld, tage deres kors op og følge ham. Det involverer langt mere end at have Jesus som én af mange prioriteter i livet. Det indebærer at miste sit liv, som vi kender det.

De første disciple forlod alt og fulgte ham – selvom det kostede dem livet – fordi de så, at Jesus er Guds søn, der er kommet til jord med uendelig og frelsende kærlighed. De så at, kun i ham var der redning fra den dom og straf, som venter enhver synder. Derfor fulgte de ham og brugte resten af deres liv på at fortælle om ham og om den ubetingede kærlighed, de havde mødt hos ham.

I dag er det os, Jesus kalder til at forlade alt og følge ham. Fordi han har mødt os med den samme kærlighed, som han mødte Peter, Johannes, Maria og Andreas med. Fordi han også har givet sit liv for os, og betalt for al vores skyld og synd. Fordi vi i ham møder den samme frisættende og livgivende nåde og barmhjertighed, som de første disciple mødte hos ham.

Det betyder ikke, at vi alle skal blive lønnede medarbejdere i kristent arbejde, men det betyder, at Jesus må være vores allerførste og allerstørste prioritet, og at vi må se vores liv, vores tid, vores jobs, vores penge, alt hvad vi er og har som en mulighed for at tjene og følge ham. fordi han er Gud og ejer vores liv. Alt hvad vi er og gør må have til formål at give ære og pris til ham, der har frelst os. Også selv om det koster hån, spot og latterliggørelse og måske endda forfølgelse, ja selve livet. For ingen omkostning er for stor i forhold til det evige liv, han har vundet til os. Derfor kalder han os til at give afkald på vores selv i en tid, der kun drejer sig om selvet, om selv promovering, selv-underholdning.

Det er virkelig udfordrende! For vi er meget påvirkede af den tid, vi lever i og tendensen til at fokusere på selvet, på os selv, vores nære familie, vores egne ambitioner, osv. Og vi står i fare for af bekvemmelighedsgrunde at lave en gud, der passer til vores middelklassekultur og for at forandre Jesu budskab efter vores tanker i stedet for at tage ham på ordet. Netop derfor, tror jeg det er vigtigt, at vi tør lytte til den udfordring, vi møder her. Vi må spørge os selv, om vi lever for Jesus, eller vi lever for os selv. Lever vi for at give vores Herre og frelser ære, eller for selv at høste ære og hæder? Hvilke kors er det, du er kaldet til at bære for Jesu skyld? Hvad kan vi konkret gøre for at leve for Jesus? I vores familier, på vores jobs, i vores by, i vores menighed?

Se evt. et lille videoklip her, hvor David Platt fortæller lidt om sine tanker.
- Roar 

Kommentaren er skrevet til Hedensted Valgmenigheds blog. Læg gerne en kommentar i gæstebogen.



Rigdom III - Afsavn og gavmildhed som en glæde
Onsdag d. 24. april 2013
Jeg lovede, at der snart ville komme en opfølgning. Det skete ikke snart, men her er den:
Skal vi ligefrem efterstræbe et besværligt liv fuld af afsavn. Nej, vil nogen sige. Jeg synes, ikke svaret er så entydigt endda.  Paulus taler om, at vi skal bære hinandens byrder. Kan vi sige, at vi bærer andres byrder, hvis vi ikke kan mærke det? Hvis det ikke til en vis grad bliver en byrde for os selv? Og hvis vi med bevidste (økonomiske eller andre) afsavn kan gavne vores kristne bror og være et vidnesbyrd om Jesus og hans omsorg og almagt, skal vi så skråsikkert sige, at vi ikke skal efterstræbe afsavn?
Paulus siger, at han glæder sig over sine lidelser og udfylder Kristi trængsler med sin egen krop for Kirken. Mon der i dette ligger en tanke om, at vi der er privilegerede kristne, må tage vores nødstedte kristne brødres lidelser og afsavn på os, så vi i praksis står sammen med dem i trængslerne og lægger ryg til deres lidelser, fordi vi er ét i Kristus?
Det handler ikke om, at kristendommen har som ideal, at det skal gøre ondt at være kristen eller at være livsfornægtende. Men ofte kommer talen om penge, rigdom og forbrug netop til at handle om livsfornægtelse. Som om livet er i pengene! Mon ikke Herrens ord om, at det er saligere at give end at få netop viser, at generøs gavmildhed - der vil medføre personlige afsavn og indskrænkninger - er livsbekræftende og ikke livsfornægtende?
Der er mange afsavn, som vitterligt er besværlige! Men hvem har givet os denne selvfølgelige ret til, at dette besvær ikke skal være vores - hvis de penge vi sparer ved vores afsavn kan komme andre til hjælp?
Jeg tænker på kristne brødre, jeg kender i Peru. Nogle af dem lever godt nok besværligt og fattigt og uden mange bekvemmeligheder. Er der forskel på os som kristne, så at vi har mere ret til velfærd og rigdom, end de har? Måske skal vi være med til at bære deres byrder ved at sælge den ene bil og give pengene til fattigdomsbekæmpelse? Måske skal vi rejse ud og tage del i deres hverdag og hjælpe dem til selvhjælp? Måske skal vi sælge vores hus og flytte i lejlighed og lade overskuddet gå til missionen? Måske skal vi nøjes med én rejse om året og bruge pengene på Guds rige?  Eller måske skal jeg åbne mit hus for gæster, der har brug for hjælp - og som måske endda sviner på gulvtæppet og i de fine designmøbler? Måske... Måske skal vi vende hele vores rettighedstænkning på hovedet og sige: Jeg har ikke ret til noget som helst. For alt jeg har, er en gave fra Herren. Og han ønsker, at jeg skal være med til at bære min næstes byrde - også selv om det i nogle tilfælde kan betyde, at der er ting, jeg ikke kan få råd til, og at livet bliver mere besværligt for mig selv.
Lad mig slutte denne serie af overvejelser om rigdom og penge med et citat af William Wilberforce, politikeren, der fik ophævet slaveriet i England. Han skriver om rigdomme: "...considering them as in themselves, acceptable, but, from the infirmity of our nature, as highly dangerous possessions; and we are to value them chiefly not as instruments of luxury or splendor, but as affording the means of honoring our heavenly Benefactor, and lessening the miseries of mankind." 
Det beskriver meget godt, hvad jeg tænker om dette. Det er en glæde at kunne bruge sine penge og ejendele på at ære Gud og hjælpe næsten. Hvad tænker du? Og hvordan handler du?
- Roar 



Rigdom II - en ret eller til gavmild uddeling?
Søndag d. 10. marts 2013
I min verden er meget af problemet med rigdom, penge og livstil, at det kommer til at handler om ret, altså om hvad vi mener, vi har ret til. Jeg tror ikke alle kristne er kaldet til at leve i fattigdom. Vi må glæde os over, at der er rige kristne, der samvittighedsfuldt giver til missionen. Men ofte synes jeg, at vi meget ihærdigt forsvarer vores dyre og bekvemmelige livsstil. Og jeg kan frygte, at dette forsvar nemt bliver udtryk for, at vi faktisk mener, at vi har ret til at være rige og til at have en meget højere livsstil end andre.  
Her mener jeg, at vi skal turde stoppe op i vores forsvar for en rig livsstil. Vi skal lade os udfordre af spørgsmålet, om ihærdige forsvar med henvisninger til, at Bibelen ikke beder os om at opsøge lidelse og afsavn, er udtryk for, at vi i praksis har gjort rigdom og bekvemmelighed til en selvfølgelig ret. Vi kan høre eller tænke noget i retning af: "Vi bor i et rigt samfund, hvor alle andre er rige, så har vi også ret til at være det. Vi har ret til to biler, et fedt køkken og både sommer- og skiferie, osv." Men rigdom kan aldrig være en ret, for så er det noget, vi tager for givet, noget vi mener, vi kan kræve af Gud, og ikke en gave, vi modtager som velsignelse for os selv og andre.
Jeg tror på, at Gud velsigner os for at vi kan være gavmilde mod andre. Ikke kun gavmilde af vores overflod, men virkeligt gavmilde. Paulus fremhæver de fattige kristne i Makedonien. Ikke fordi de er fattige, som om det skulle være et ideal. Men fordi deres taknemmelighed til Gud over hans generøse nåde er strømmet over i gavmildhed, så de også har hjulpet andre fattige kristne økonomisk. Præcist som den fattige enke, som Jesus roser, gjorde. Det er forbilledligt for os, hvad enten vi er rige eller fattige, for det handler netop om, at vi erkender, at alt vi har, er en gave fra Gud, der giver generøst. Dermed er vores gudsbillede intakt, og vi ser os på rette plads i forhold til Gud. Det handler også om, at vi lader Guds generøse nåde bære gavmildhedens frugt i os, fordi det er den rette reaktion på hans til alle tider ufortjente nåde og velsignelser – både åndelige og materielle. Og når vi har den tilgang, så bliver det svært at fastholde rigdom og dyr livsstil som en ret.
Mere følger snart…
- Roar



Rigdom I - en velsignelse og en anfægtelse
Tirsdag d. 5. marts 2013
Et par tanker her i fastetiden om rigdom, penge, livstil - og Gud: Globalt set er vi alle rige her i DK. Derfor kan vi med rette siges at være dem, Det Nye Testamente advarer mod rigdommens farer. Farer der bl.a. består i at vi gør os afhængige af rigdom og penge, og forventer al godt og tryghed derfra.
Min påstand er, at det rykker ved vores gudsbillede, hvis vi i praksis lever i materiel uafhængighed af Gud. Vi får alt for ofte vendt tingene på hovedet ved at gøre os afhængige af velsignelsens materielle indhold, i stedet for af velsignelsen almægtige giver? Og så bliver Gud reduceret til den rent åndelige sfære i vores liv.
Det er bare så svært at leve i sand afhængighed af Gud, når vi har alt og intet mangler. Jeg tror ikke, at løsningen bare er askese og frivillig fattigdom. Måske for nogen. Men først og fremmest tror jeg, at vi trænger til at lægge paraderne og ydmygt gå ind i overvejelserne over, hvordan denne afhængighed kommer til udtryk i vores materielt rige liv.
Jeg tror, at vi her i vores rige del af verden bør være så ydmyge, at vi i hvert fald lader os anfægte af uligheden i verden og af Bibelens advarsler mod at gøre rigdom og forbrug til vores afguder. Og den villighed til at lade sig anfægte, kan jeg nogle gange have svært ved at høre, når reaktionen på disse emner ofte er: Vi må jo gerne være rige og have det godt. Det taler Bibelen ikke imod! Ja, vel må vi det, men spørgsmålet er, om vi klarer rigdommens udfordringer og fristelser særligt godt som kristne i Danmark?
Hvad tænker du?
- Roar


 
Læs tidligere indlæg under Diverse/Forside-kommentaren Arkiv