Selvhjælp eller nåde

For nogen dage siden var jeg forbi en kristen boghandel i Arequipa. Det slog mig virkelig, hvor mange af bøgerne, der var religiøse selvhjælpsbøger: Vejen til et succesfyldt liv, Sådan forbedrer du dit ægteskab, Bliv en bedre leder, osv. osv. Isoleret set kan det jo være gode og vigtige emner, men de giver indtryk af, at kristendom handler om at få styr på tingene og få det bedste liv her og nu. Vi vil fixe os selv Sammen med – og ofte som en del af – en udbredt fremgangsteologi er den slags religiøs selvhjælp meget tiltrækkende for mange her i Peru. Og vel også mange andre steder i verden. For den taler i den grad til det naturlige menneske og vores trang til fixe os selv. I bund og grund lefler den for vore dybe ønske om at gøre os selv retfærdige over for Gud, så vi kan fortjene os til hans kærlighed. Den er praktisk og enkel at forstå. Man skal bare følge nogle bestemte skridt, så bliver man et bedre menneske – og mere elskværdig for Gud. Også i den lutherske kirke

Jeg kan også finde denne tankegang hos nogle i den lutherske kirke. Både på det personlige plan og i relation ti kirken. Kan vi bare finde den rette strategi og markedsføre vores kirke på den rette måde, så skal væksten nok komme. Kan vi bare fixe os selv og vores menigheder, så venter succesen rundt om hjørnet.

Det gør det bare så meget vigtigere at forkynde et klart bibelsk budskab om menneskets afgrundsdybe syndighed og Guds uendelige nåde. For vi kan ikke fixe os selv. Vi kan ikke ad forbedringens vej gøre os fortjent til Guds kærlighed. Så dybt er vi faldet. Jesus har fixet alt Men det skal vi heller ikke. Vi behøver ikke hele tiden gå og måle, hvor langt vi er nået på forbedringens vej eller hvor meget, vi har fået fixet. For Jesus har gjort alt, hvad der er nødvendigt til frelse. Alt, hvad vi ikke formår, det har han gjort. Det rene og kærlighedsfulde liv, vi skylder Gud, det levede han for os. Og han døde for vores synd i stedet for os. Der mangler intet, for han har fixet alt for os. Alt får vi ved tro på ham, fordi Gud elsker os så uendelig meget, at han gav sin søn hen i døden, for at vi kan blive han sønner og døtre gennem ham.

Guds kærlighed til os er så stor, at vi ikke kan gøre noget som helst for at få ham til at elske os mere. Vi kan heller ikke gøre noget for at han elsker os mindre. I Jesus har vi al Guds kærlighed og nåde, og det sætter os fri fra at skulle retfærdiggøre os selv og forbedre os til frelsen.

Det budskab skal gentages igen og igen her i Peru. Og vist også i DK. - Roar