Opstandelsen ændrer alt!
Mange af os ligner nok disciplen Thomas. Han havde et negativt og resignerende sind, fordi livet havde skuffet ham, fordi Jesus måske ikke helt var den, han havde håbet. Sådan kan livet også skuffe os, vi kan få så mange slag og nederlag, at vi resignere og møder det meste med skepsis.
Men den opstandne Jesus mødte Thomas med sin fred. Det overbeviste ham om, at Jesus virkelig er opstået og lever. Og det ændrede alt for ham. Han overgav sig fuldstændigt til Jesus og erkendte, hvem han virkelig er: Min Herre og min Gud.
Han, som brød døden, kommer også til hver eneste af os med sit ”Fred være med jer.” Og det ændrer alt for os. Vi kan ikke leve for os selv, og som vi helst selv vil, for den opstandne er virkelig vores Herre og vores Gud. Derfor må vi tage alt, hvad han siger og gør og lade det være vores største glæde og følge det helt og fuldt.
Vi må give alle vores skuffelser og nederlag, vores tendens til resignation og pessimisme til ham, og vide, at han, som er stærkere end døden, er hos os i vores daglige kamp med sygdom og skuffelser, sorg og pine og nederlag og død. Han er hos os som den, der har sejret over det alt sammen.
Så er det rigtigt, at vi ofte her i livet må leve med skuffelser og nederlag, men hans opstandelse viser os, at han vil give os noget, der er større, end alt det, der skuffer os her i livet. Opstandelsen viser frem til den langt større dag, hvor al skuffelse skal være væk og alt skal blive godt.
Han, som er dødens besejrer, tager os i hånden og går med os gennem denne verdens mørke og skuffelser og fører os ind i opstandelsen til det evige liv. Det ændrer alt for os. Det fylder os med glæde og håb, så vi også må gå, der hvor han sender os med fred og håb og glæde og med bud om, at der sejr og opstandelse og liv at få i Jesu navn.
- Roar