Kulde i kirken

Mørket var faldet på, og det var koldt, som det altid er om aftenen i Juliaca i 3800 meters højde. Jeg sad sammen med nogle unge fra byen efter dagens undervisning på bibelskolen. De var kede af det og frustrerede og havde mange spørgsmål. For de oplevede, at ikke fik lov at komme til i kirkerne. De fik ikke lov at tjene med og lede i menighederne.

Deres oplevelse var, at de gamle ledere var hårde mod dem. At de ikke ville høre på dem og tage imod deres ideer. Og lavede de bare nogle små fejl, blev de truet med kirketugt, samtidig med at der blev dækket over ledere og præster, som alle viste var faldet i synd, måske endda fortsatte i deres synd, uden at der blev gjort op. De unge oplevede kirken som hyklerisk og nådesløs og kold som natten i Juliaca.

Barske forhold

Det trist at erfare sådanne forhold i kirken, men det afspejler på mange måder, hvordan det omgivende samfund er, som også på ofte kan opleves nådesløst. Når man kommer fra et velfærdssamfund med velordnede forhold, kan man godt blive slået af, hvor barske forholdene er i Peru.

Peruanerne har fx ikke de samme gode forhold på arbejdsmarkedet, som vi kender til. De bliver ansat på korte kontrakter og kan opsiges med meget kort varsel. Mange kender til at skulle afvente i spænding, som jobbet som lærer eller sekretær eller bogholder bliver forlænget, når året er ved at være omme. Usikkerheden skaber ofte enorm utryghed og en stresset hverdag. For der ingen nåde, hvis man begår en fejl eller ikke klarer sig så godt.

Andre er løsarbejdere og hver morgen står de på bestemte pladser og gadehjørner og håber og venter på, at en arbejdsleder skal komme forbi og vælge dem til opgaver i dag. Bliver de ikke valgt, er der ingen nåde. Ingen understøttelse og hjælp. Men det kan blive nødvendigt at gå på gaden og tigge.

Mistillid

Det nådesløse ses også i den manglende tillid mellem mennesker. Det kommer til udtryk på mange planer. Fx i butikkerne, hvor den samme person ikke må ekspedere kunden og modtage pengene. Det giver selvfølgelig jobs til flere mennesker, men det er samtidig et udtryk for, at der fra arbejdsgiveren er stor mistillid til medarbejderne, og dommen kan være hård og kontant, hvis en hvis en medarbejder begår fejl.

Ofte er mistilliden også grunden til, at man skærmer sig mod andre, og i mange tilfælde kun for alvor stoler på sin familie. For alt for mange har oplevet at blive dolket i ryggen selv af gode venner, eller endda af brødre i kirken. Og så er det svært at turde at vise tillid, godhed og et nådigt sind mod andre.

Menneskeværd

Det nådesløse viser sig også ved, at et menneskeliv ikke altid synes at have så stor værdi. Fx kan der i de mindre byer i højlandet stadig forekomme decideret lynchninger for mindre forbrydelser. Ja, tyveri af en høne eller en mobiltelefon er forkert og en trussel mod fællesskabet, men nogle gange ses det, at lokalsamfundet helt nådesløst lyncher eller begår anden selvtægt uden at vente på myndighedernes sagsbehandling.

Under corona-epidemien oplevede mange det også som nådesløst, når hospitalerne forbød kontakt med de syge, cremerede de døde uden deltagelse af familiemedlemmer og blot udleverede en urne uden at de pårørende havde mulighed for at være med eller få en nærmere forklaring. Corona var en nødsituation, men håndteringen af den viste også en nådesløs side af samfundet.

Vigtigt at forkynde nådens evangelium

At mennesker oplever nådesløshed i kirken, kan bl.a. skyldes, at forkyndelsen i nogle tilfælde er meget lovisk og mere optaget af at slå hårdt ned på menigheden for at få dem til at leve helligt, end af at rækker dem evangeliets trøst og vished.

I sådan en lovisk kristendom bliver det svært at stole på, at nåden er nok. Og der bliver meget lidt plads til at vise nåde mod andre og til at skabe nådige fællesskaber.

Derfor er det af største vigtighed, at nådens evangelium bliver forkyndt og undervist og gentaget igen og igen. For at de almindelige peruanere, der lever i en nådesløs hverdag, kan lære nåden i Kristus at kende. Og for at de kristne, både ledere og menighedsmedlemmerne, må få nåden masseret ind i deres liv, så de tør tro den, leve på den og leve den ud.