top of page
Banner ollantaytambo2.jpg

Evangeliet i Perus regnskov

Den syvende artikel i en serie, der beskriver forskellige sider af kulturen i Peru, og hvordan vi driver mission i denne kontekst. Artiklen har været bragt i ELM's magasin Liv i Troen, november 2025.

Evangeliet i Perus regnskov

For godt tre år siden sad jeg og drømte på bagsædet af en mototaxi, en knallert af det kinesiske mærke Wanxin, på vej gennem den fugtige varme i Yurimaguas, en by i regnskoven i det nordøstlige Peru. Jeg drømte sammen med min mototaxichauffør, Jorge Quintana, om at starte et diakonalt og evangeliserende arbejde og måske, med tiden, grundlægge en luthersk kirke i byen. Inden jeg rejste fra Yurimaguas dengang i juli 2022 gav Jorge og jeg hinanden hånd på at følge kaldet og de muligheder, vi så for mission i byen.


Den spæde start

Jorge, eller Coco som han kaldes, fandt et egnet hus, som vi lejede, i bydelen La Independencia, et lavindkomstområde med mange børnefamilier. I november 2022 var der opstart af børneklub i huset, og første gang kom der 16 børn!


Da min kone og jeg vendte tilbage til Danmark i august 2022 efter vores anden periode som missionærer i Arequipa, oprettede jeg projektet Mission Latina, som bl.a. støtter Coco, og arbejdet i Yurimaguas. Et års tid senere blev jeg ansat af ELM, som gerne ville følge og støtte arbejdet i Yurimaguas, ikke kun pga. den personlige relation til Coco, som oprindeligt kommer fra kirken i Chiclayo, men også fordi, man kunne se store perspektiver i evangeliseringsindsatsen i byen. Konkret støtter ELM arbejdet i Yurimaguas ved at give mig arbejdstid til at besøge og følge projektet, når jeg er på udrejse til Peru. Og derudover støtter ELM Mission Latina med hjælp til administration.


Overhalet af virkelighed

Der sket meget de sidste tre år. Og særligt gennem det sidste års tid oplevet, at virkeligheden - eller rettere sagt Helligånden - overhaler os i Yurimaguas. For tre år siden startede vi op med intet andet end en drøm og et kald. Nu er vi bare nogle få skridt fra at se en del af drømmen opfyldt. Vi har hele tiden vidst, at behovet for evangelisering og for luthersk oplæring var stort i byen. Men at behovet er så udtalt har alligevel overrasket mig.


I dag har vi en børneklub med mere end 30 børn, som hver lørdag kommer og hører bibelhistorier og får en god oplevelse og masser af omsorg.


Ca. hver anden fredag mødes 8-10 voksne til bibelundervisning i huset i La Independencia. De fleste af dem er forældre til børn i børneklubben. Denne gruppe har jeg undervist et par gange i forbindelse med mine besøg i byen, og det tydeligt at mærke, at der bliver lyttet intenst og opmærksomt til undervisning og forkyndelse af evangeliet.  


Coco og hans hustru Melinda bor i en anden bydel, og for nogle måneder siden begyndte Coco at invitere deres nærmeste naboer til søndagsfejring. Jeg var der en søndag i august i år, hvor jeg prædikede til samlingen, og der var der omkring 15 naboer. Ugen efter var der endnu flere.


Coco og Melinda driver også et projekt i deres hjem, som sigter på at løfte læseevnen blandt skolebørn. Der er godt 20 børn tilknyttet projektet, og dermed kontakt til mange familier. Et par af de tilknyttede, lokale lærere kommer også til søndagssamlingerne.


Siden februar har flere mødre efterspurgt dåb. I dag har vi 11 børn og teenagere, der snart skal døbes og oplæringen af forældrene er godt i gang.


Tid til kirkeplantning

Derfor har vi besluttet at tiden er inde til også formelt at plante en luthersk kirke i Yurimaguas. Vi vil indsætte Coco som præst, og så er planen, at vi d. 23. november i forbindelse med mit næste besøg, laver indvielsesgudstjeneste med 11 dåb!


Det er en kæmpe glæde at se, hvordan mennesker kommer for at høre evangeliet og ønsker dåb. Vi beder Gud om vejledning, om frimodighed og visdom og lader Helligånden om ansvaret. Det er i hvert fald tydeligt, at Helligånden allerede virker og bevæger mennesker.


Det er en stor hjælp, at ELM støtter arbejdet og er med til at muliggøre at evangeliet når til endnu flere i Yurimaguas. Vi vil frimodigt bede om forbøn for Coco og Melinda, den kommende menighed og alle, som de er kontakt med.

bottom of page