top of page

Den mørke vinters tunge dyne

En julesang, som jeg skrev tilbage i 2015. Benjamin Hougaard har sat melodi til, og indspilningen på videoen herunder fra Worship Today bliver den sunget af Nomi og David Høeg Kristoffersen. David har også produceret indspilningen.


Den Mørke Vinters Tunge Dyne

Den mørke vinters tunge dyne

har lagt sig over land og sind.

Men lysglimt kommer nu til syne,

når Julens glæde synges ind.

 

For løftets søn i Betlehem

er himlens lys på jord,

så vi kan finde vejen hjem

til Gud, hvor fred og glæde bor.

 

De mange tomme håb vil falde,

og verdens falske lys dø ud.

Men krybbebarnet giver alle

et sikkert håb om liv med Gud.

 

For løftets søn i Betlehem

er himlens lys på jord,

så vi kan finde vejen hjem

til Gud, hvor fred og glæde bor.

 

Vi lever her med sorg og skygge,

men englens ord gi’r fred og mod.

Når mørket truer, er vi trygge,

fordi han kom i kød og blod.

 

For løftets søn i Betlehem

er himlens lys på jord,

så vi kan finde vejen hjem

til Gud, hvor fred og glæde bor.


Roar Steffensen, December 2015

Melodi: Benjamin Hougaard, 2017

Den mørke vinters tunge dyne
bottom of page