top of page
Forfatters billedeRoar Steffensen

Bekymringer, manglende tro - og mission


Jesu ord i Matt 6,24-34 om ikke at tjene to herrer og om ikke at bekymre sig, men søge Guds rige først, har ved første øjekast ikke så meget med mission at gøre.

Og så alligevel.

Bundet af mammon?

Måske er noget af forklaringen på, hvorfor der ofte mangles missionærer til international mission, at alt for mange af os kristne faktisk tjener mammon? Er vi så optaget af velstand, villa, vellykkethed og komfortlivet, at vi bliver bundet af disse ting og denne livstil? Så bundet af mammon, at vi ikke tør høre kaldet til at gå og til at rejse?

Bekymringer og manglende tro

Når talen falder på mission, rejser der sig ofte en masse bekymringer. Det kender jeg godt fra mig selv. Hvad med familien? Hvad med skolegang? Hvad med karrieremuligheder? osv. Og alt for ofte lader vi bekymringerne sejre og lader være med at gå ind i alvorlige overvejelser over kaldet.

Vi kan finde mange gode og fornuftige undskyldninger for ikke at rejse. Spørgsmålet er bare, om forklaringen dybest set er, at vi ikke for alvor tror på, at den gode og almægtige Gud, Himlens og jordens skaber, også kan og vil se til os og sørge for os – også i en fremmed kultur? Er manglende missionærer faktisk et udtryk for manglende tro?

Gud er i kontrol og sørger for os

Vi vil så gerne have kontrol over alt i vores liv og helst styre selv. Men det er vi ikke i stand til, for vi kan ikke engang se enden på dagen i dag. Så denne trang fører bare til flere bekymringer. Jesus vil have os til at se, at det eneste fornuftige, vi kan gøre i vores magtesløshed, er fuldt og helt at overgive os i den Almægtige Guds kærlige hænder. Han inviterer os til at stole på, at Gud har kontrol over vores liv.

Også når vi taler om mission. Set fra et menneskeligt og kontrolhungrende synspunkt, så er det ufornuftigt at rejse til en ny kultur. Men vi tjener ikke mammon eller os selv. Vi lever af Guds nåde og er i hans mægtige, kærlige hånd – i alle forhold og alle steder på kloden.

Og når vi har Jesus, har vi alt, hvad vi dybest set trænger til.

Så måske skal vi lade Gud ransage vores motiver og vores tro, næste gang vi undslår os for et kald til mission.

- Roar


Seneste indlæg
Blog-arkiv
Se mere
  • Facebook Basic Square
  • Insta%20logo_edited
  • Favikon Peruprojekt